Nu nærmer vi os projektstart for 7-trin. Vi har inviteret mere end 350 mennesker til forløbet, og deltagerlisten nærmer sig de 200. På onsdag skyder vi projektet igang for over 100 gæster, samt de som er med på webcam.

Det er fantastisk at et frivilligt læringsforløb kan mønstre sådan en deltagelse.

Jeg har sammen med Karen Williams haft den store fornøjelse at “skrue” projektet sammen, og vi har haft en flittig arbejdsgruppe ved vores side til at udvikle ideer og løsninger. Jeg mister næsten pusten, når jeg tænker på omfanget af den entusiasme vi har oplevet.

Karen og jeg samt arbejdsgruppen har ihærdigt “slået på tromme” for forløbet på næsten 20 møder, hvor vi har mødt alle medarbejderne på Statsbiblioteket. Vi har mødt en skare af positive kolleger, hvor nysgerrighed og lysten til leg og fællesskab har været dominerende. Det er en gave. Men nu bliver det alvor.

Desværre har der ikke været mulighed for at besøge de eksterne partnere, men det sker forhåbentligt “virtuelt”.

Det store spørgsmål bliver nu: Hvor mange vil følge med? Vil vi få kreativ respons? Vil vi overhovedet få respons… jeg håber det inderligt.

Jeg har kunnet fornemme den bølge af begejstring og fælles entusiasme som folkebibliiotekerne har oplevet i kølvandet af deres 23-ting-forløb. Gid det må blive den samme stemning som vi oplever i 7-trin.

I denne uge bliver det alvor. Ikke nødvendigvis blodig alvor…. hellere begejstret alvor.

Det gør man bogstaveligt. Jeg var omkring den lokale snask for at indkøbe forskellige variationer over temaet “koaguleret sukker- og farvestof”. Også kendt under samlebetegnelsen ”vingummi”.

Sammen med “knægt to” kravlede jeg derefter rundt på kommoden (den er hvid) for at fotografere skidtet i optimal og spiselig belysning (food-styling). Knægten var mere interesseret i hvornår han måtte fortære “fotomodellerne”.

Altsammen for at kunne levere billeddokumentation til slikleksikon.org, hvor jeg som en “research” til Læringsforløbet 7-trin” har bidraget til en wiki. Foreløbigt med foto af Citrusser og oprettelse af “Gule og Grønne Hunde“. Sidstnævnte smager af helvede til, men de forsvandt alligevel ned i knægtens ukritiske indre – haps! haps!

Mandag starter vi tilmeldingen til Statsbibliotekets Web 2.0 læringsforløb, som jeg og min gode kollega Karen Williams har fornøjelsen af at være projektledere på. Der er langt over 300 potentielle deltagere.

Potentielle på dén måde at vi inviterer over 300, og så må vi se hvor mange som “bider på”. Set fra en anden vinkel,så vi aner faktisk ikke omfanget af den opgave vi kommer på…. Xajting, men nok ikke en måde at arrangere en fødselsdag på ….

Jeg er dog mest spændt på om vi kan få opfyldt vore ambitioner om fælles læring gennem leg, uformel og uforfærdet tilgang til opgaven osv.

På vores seneste møde i projektgruppen snakkede vi meget om to forskellige (og måske) konfliktende indlæringsmodeller. Den ene hvor du, så at sige, læser manualen før du kaster sig ud i opgaven og den anden hvor du løser opgaven uden at kende metoden på forhånd, “hen ad vejen”. Blandt deltagerne er der sikkert behov for begge modeller. Hvordan imødekommer vi det?

Web 2.0-teknologierne er mest baseret på den sidstnævnte model. Vores opgave bliver at finde niveauet for vejledning til den del af deltagerne som har behov for “at læse manualen” før de går i gang. Hvis vi eksempelvis påtager os at skrive manualer for alle de processer som er involvereret i (eksempelvis)  at oprette og skrive på en blog, så kan det næsten kun gå galt.

Vores mission er jo også at give forløbsdeltagerne et kendskab til Web 2.0 som begreb. Så er det lidt selvmodsigende at beskrive noget teoretisk fra ende til anden. Det er mod hele Web 2.0´s natur (det var vist lidt vrøvlet, men skidt)

Jeg tror at vi løser det på en ret simpel måde: Vi giver deltagerne et mål. Vi beskriver og viser det resultat de ska ende op med, og hopper over det med procesbeskrivelsen.

Mål i stedet for manual – jo! det er lidt hippieagtigt